Ebbe Skammelsøn

1. Skammel han boede nør i Ty;
han var både rig og god;
så høviske haver han sønner fem,
de to går verden imod.

Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vilde.

2. De tre, de ere for lang siden død,
de to leve efter igen;
det vil jeg for sanden sige,
de ere så raske hofmænd.

3. Den ene hedder Ebbe Skammelsøn,
den anden Peder hin unge;
det vil jeg for sanden sige,
deres skæbne blev dennem så tunge.

4. Ebbe han havde en ganger rød,
han red sig under ø;
fæsted han sig stolten Adelus,
hun var så væn en mø.

5. Fæsted han sig stolten Adelus,
det dejlige liljevand;
han førte hende i sin moders gård,
og så drog Ebbe af land.

6. “Hør I, stolten Adelus,
hvorlænge vil I mig bie,
imedens jeg rider op på land
mine bryllupsklæder at sye?”

7. “Bie vil jeg i otte år
med alle mine frænders råd;
jeg giver ingen anden min tro,
om kongen mig selver bad.”

8. “Bie vil jeg i otte år
med alle mine frænders vilje;
jeg giftes aldrig nogen mand,
om kongen mig selver gilled.”

9. Ebbe tjener i kejserens gård
alt både for guld og fæ;
Peder, hans broder, lader bygge et skib,
han rejser op sejletræ.

10. Peder, hans broder, lader bygge et skib,
han sejler den salte sø,
og så sejler han sig op på land
til Ebbe Skammelsøns mø.

11. “Hør I, stolten Adelus,
og ville I være min kære?
Alle de dage, jeg leve må,
jeg vil Eder elske og ære.”

12. “Hør I, Peder Skammelsøn,
og det kan ikke så gå;
jeg haver trolovet Ebbe i løn,
det ganger jeg aldrig fra.”

13. Ind kom Ebbes moder,
hun var hannem ikke huld:
“Jeg siger dig sandt, stolten Adelus,
at Ebbe er svigefuld.”

14. “Langt heller trolover du Peder, min søn,
med alle sine borge rød,
end du lover Ebbe Skammelsøn,
han haver en anden mø.”

15. “Du rid bort, Peder Skammelsøn,
lover dig en anden viv;
jeg giver ingen anden min tro,
mens din broder er i live.”

16. Op stod Ebbes moder,
hun meldte de ord så trøst:
“Jeg siger dig sandt, stolten Adelus,
at Ebbe han døde i høst.”

17. Op stod stolten Adelus,
var smal som liljevånd;
så gav hun Peder Skammelsøn
sin tro med hviden hånd.

18. Så lode de brygge og blande vin
og lave til bryllup med liste;
Ebbe han tjener i kejserens gård,
så lidet han deraf vidste.

19. De lode brygge og blande vin
og lave til bryllup så brat;
Ebbe han tjener i kejserens gård,
han drømte den samme nat.

20. Ebbe han vågner om midnat,
fortæller han sine drømme;
vågen lå hans næste svend,
han gav dem så nøje i gemme.

21. “Jeg drømte, at min faders gård
stod i brændende brand,
og der brændte inde Peder,
min broder, og så min liljevand.”

22. “Jet drømte, at min stenstue
stod alt i brændende lue;
der brændte inde Peder,
min broder, og så min skønne jomfrue.”

23. “Hør I, Ebbe Skammelsøn,
det bliver en underlig færd;
thi hvo som drømmer om ildebrand,
betyder et draget sværd.”

24. “Det, I drømte jer faders gård,
stod alt i brændende brand,
det betyder, at Peder, jer broder,
trolover jert liljevand,”

25. “Det, I drømte jer stenstue
stod alt i lysende lue,
det betyder, at Peder, jer broder,
trolover jer skønne jomfrue.”

26. Det var Ebbe Skammelsøn,
og svøber han sig udi skind;
så går han i højeloft
for romerske kejser ind.

27. “Hil sidder I, kejser Henrik,
så bold, I ere en herre så blid;
orlov jeg Eder beder om
til fædreneland at ride.”

28. “Orlov skal du gerne få,
selv vil jeg dig det give;
om du tilbage komme må,
din plads skal åben blive.”

29. Det var Ebbe Skammelsøn,
han steg til højen hest;
det red han i dage tre,
som før var syv dages frist.

30. Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom så vel i lag,
og han kom til sin faders gård
den første bryllupsdag.

31. Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom ad borgeled,
og ude stod liden tjenestemø,
og hvilte hun sig derved.

32. “Hil stande I, liden tjenestemø,
med silkeflettet hår;
hvad er det for fremmed folk,
som samles i vor gård?”

33. “Her ere de fruer forsamlede,
som bo fornorden fjord;
og det betyder de karme,
som holde i Skammels gård.”

34. “De have nu smykket jer broders brud,
de ere nu glade og fro;
Peder og stolten Adelus
de lade deres bryllup bo.”

35. Ud kom Ebbes søstre to
med sølvkar i hviden hånd:
“Vær velkommen, Ebbe, vor broder,
hjem til vort eget land.”

36. Den ene bad ham velkommen være,
den anden bad hannem bortride:
“Tøver du i denne nat,
det vorder os alle til kvide.”

37. Den ene satte han guldbrasen på bryst,
den anden guldarmbåndet rød;
det vandt han i kejserens gård,
skulle give sin fæstemø.

38. Ebbe han vendte sin ganger omkring,
han skulle af gården ride;
hans moder fik fat i tøjlen og holdt,
hun bad hannem hjemme bide.

39. Det var Ebbe Skammelsøn,
han skulle af gården udgå,
hans moder fik fat i tøjlen og holdt,
hun bad ham af hesten stå.

40. Det var Ebbes moder,
hun bad ham sidde til bænke.
Nej, sagde Ebbe Skammelsøn,
at han ville gå til at skænke.

41. Det var Ebbe Skammelsøn,
så længe sad han til bænke,
til han fik lov af moder sin,
at han måtte gå at skænke.

42. Ebbe han skænker for bruden vin,
hun skinner af perler og guld;
for hver en gang han til hende så,
hans hjerte var sorrigfuldt.

43. Så silde om den aftenstund,
der duggen den faldt på,
det da var den unge brud,
hun skulle til senge gå.

44. Fulgte de den unge brud
alt til det brudehus;
for går Ebbe Skammelsøn,
han bær for hende blus.

45. Ledte han den unge brud
alt ad den højeloftsbro:
“Mindes I, stolten Adelus,
I gav mig først Eders tro?”

46. “Al den tro jeg Eder gav,
den gav jeg Peder, jer broder;
alle de dage, jeg leve må,
jeg vil Eder være for moder.”

47. “Jeg loved Eder ikke til moder min,
jeg loved Eder til min viv,
derfor skal Peder Skammelsøn
nu lade sit unge liv.”

48. “Hør I, stolten Adelus,
vil I følge mig af lande?
Jeg vil slå Peder, min broder, ihjel
og tåle for Eder den vånde.”

49. “Slår I Peder, jer broder, ihjel,
da skulle I siden mig miste;
så må I sørge jer selv til døde
som turtelduen på kviste.”

50. Det var Ebbe Skammelsøn,
han vrededes ved de ord,
og det vil jeg for sanden sige,
han stamped med foden mod jord.

51. Så fulgte de den unge brud
udi den fruerstue ind;
efter gik Ebbe Skammelsøn
med sværd under skarlagenskind.

52. Det var Ebbe Skammelsøn,
og han sit sværd uddrog;
så vog han den unge brud
for sengen, som hun stod.

53. Så vog han den unge brud
for sengen, som hon stod;
det var hendes egen guldkrone,
svømmed i hendes eget blod.

54. Så tog han det blodige sværd
så lønlig under sit skind;
så går han i salen
for Peder, sin broder, ind.

55. Det var Ebbe Skammelsøn,
han ind ad døren tren;
det kunne hver mand på hannem se,
at Ebbe var vorden vred.

56. “Hør du, Peder Skammelsøn,
du skynde dig til din mø;
thi brudehus og brudeseng
de ere med roser strød.”

57. “Hør du, Peder Skammelsøn,
du tøver nu altfor længe;
bruden længes fast efter dig
udi sin brudeseng.”

58. “Hør du, Ebbe Skammelsøn,
du lad bortfare al harm;
jeg vil give dig lov at sove
ude min unge bruds arm.”

59. “Hør du, Ebbe Skammelsøn,
du lad bortfare al kvide;
jeg vil give dig lov at sove
alt ved min unge bruds side.”

60. Det var Peder Skammelsøn,
han skulle fra bordet gå,
Ebbe lod sig ikke forsømme,
han hug hannem hovedet fra.

61. Det var Ebbe Skammelsøn,
og han sit sværd uddrog,
og det var Peder, hans broder,
han straks til jorden vog.

62. Der var stor ynk i brudehus,
i salen var stor larm;
død var brud og brudgom;
hans moder misted sin arm.

63. Hans fader gjorde han ilde sår,
hans moder misted sin hånd;
derfor træder Ebbe Skammelsøn
så mangen vild sti om land.

64. Gud nåde både unge og gamle med,
som så skulle bryllup gøre;
den mjød er sur, den vin er bedsk,
når man slige tidender skal spørge.

Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vilde.

Harra Pætur og Elinborg

1.  Harra Pætur og Eliniborg,
børn vóru tey so ung,
løgdu sínum ástum saman,
mongum er forlag tung.

2.  Harra Pætur og Eliniborg,
børn vóru tey so rík,
løgdu sínum ástum saman,
mongum er forlag slík.

3.  Legði hann hendur á frúnnar háls,
myntist við hana blíða:
“Leingi vilt tú, Eliniborg,
festarmoy mín bíða?”

4.  “Bíða vil eg í sjey vintur
uttan frænda ráð, giftist ikki livandi manni,
meðan eg liva má.

5.  Bíða vil eg í sjey vintur
móti mínum frænda vilja,
giftist ikki livandi manni,
um enn meg kongur giljar.”

6.  Harra Pætur stígur
í tann standandi floy:
“Eg forbjóði hvørjum manni
mína festarmoy.”

7.  Harra Pætur stígur
í tann standandi stavn:
“Eg forbjóði hvørjum manni
[at] sova í hennara arm.”

8.  Sjey vintur forgangnir vóru,
Elini tók at leingja,
akslar yvir seg kápu blá
í glasglugga at standa.

9.  Elin stendur í glasglugga,
sær hon út so víða,
fagur var tann knørrin,
hon sær eftir havinum líða.

10. “Fullvæl kenni eg seglini,
fullvæl kenni eg rá,
fullvæl kenni eg knørrin tann,
ið harra Pætur ár.”

11. Elin gongur til strandar oman,
sínum borðum skeyt,
fagur var sá knørrin,
for bryggjuni fleyt.

12. “Hoyrið tit, ríku keypmenn,
hvat hava tit at selja?”
“Vit hava skrúður og skarlak reyð,
tað besta frú kann velja.”

13. “Lítið er mær um skrúður,
og ei um skarlak reyða,
mín bróðir er av landi úti,
tí syrgi eg meg til deyða.”

14. “Hann er ei tín bróðir,
hann er tín biðlasvein,
hann er sær í Danimark,
hann ræður for borgum ein.

15. Hann er sær í Danimark,
teir kalla hann harra Pætur ríka,
hann hevur fest ta dansku frú,
hon er ikki tygara líki.”

16. Elin gongur frá strondum niðan,
sveipar hon seg í skinn,
so gár hon í høgaloft
for Eirik, bróður sín, inn.

17. “Væl *sitið tær*, Eirikur, bróðir mín,
tað sigi eg tær av,
vilt tú vera mín stýrimaður
yvir tað salta hav?”

18. “Set teg niður við mínum borði,
drekk við mær í dag,
kalli tað ei vera moyggjasið
at sigla tað salta hav.”

19. Elin snúðist av hallini út,
mestan var hon vreið:
“Gud lati teg ikki liva tann dag,
eg biði teg bønir meiri.”

20. Tekur hon allar moyarnar,
setir saman í ring,
hon tók upp ein silvursaks,
hon klippir hár umkring.

21. Tekur hon allar moyarnar,
hon klippir av teim hár,
síðan lærir hon allar tær
tað jútska riddaramál.

22. Tekur hon allar moyarnar,
sker teim riddaraklæði,
so ganga tær til strandar oman,
sum Elin fyri er.

23. Eirikur gongur til strandar oman
pá tann sama dag:
“Eg vil vera tín stýrimaður
yvir tað salta hav.”

24. “Eg seti ikki minni við
enn mín silvurring,
eingin kemur kallmaður
innan skipakring.

25. Eg seti ikki minni við
enn mítt silvurkross,
eingin kemur kallmaður
inn á skip til os.

26. Eg seti ikki minni við
enn mín silvurkorða,
eingin kemur kallmaður
innan snekkjunnar borða.”

27. Enntá var tað Eliniborg,
dregur upp á seg glógva,
so gár hon til stýri at stá,
og ternurnar at rógva.

28. Rókust úti í myrkum havi
mánaðirnar tvá,
ongar vættrar fingu tær
til nøkur lond at sjá.

29. Rókust úti í myrkum havi
mánaðirnar tríggjar,
ongar vættrar fingu tær
til nakað land at síggja.

30. Ongar vættrar fingu tær
til nøkur lond at sjá,
fyri tann høga boðaslóð,
so fell tann bylgja blá.

31. Svaraði frúgvin Eliniborg
í fyrsta orði tá:
“Lovið heldur olmussu,
so fáa vit land at sjá!”

32. Summar lovaðu eina,
Elin lovaði tvá,
tá tók tokan at lýsa av,
tær fingu land at sjá.

33. Allar lovaðu eina og tvær,
Elin lovaði trinnar,
tokan tók so at lýsa av,
tær fingu land at kenna.

34. Árla var um morgunin,
sólin roðar í fjøll,
tá tók tokan at lýsa av
for harra Pæturs høll.

35. Fríggjadagin í páskaviku
fóru tær út í hav,
tær komu ikki til landanna
fyrr enn sankta Mortans dag.

36. Kasta sínum akkerum
á tann hvíta sand,
fyrst stígur frúgvin Eliniborg
sínum fótum á land.

37. Úti í miðjum grasgarði
akslar hon sítt skinn,
og so búgvin gongur hon
tær høgu hallir inn.

38. “Heil *sitið tær*, harra Pætur,
yvir yðra breiða borð,
plaga so allir høviskir sveinar
halda síni orð!

39. Væl *sitið tær*, harra Pætur,
og tann danska frú,
plaga so alhr høviskir sveinar
halda sína trú!”

40. Harra Pætur snúðist yvir borðið fram
við silvurskál í henđi:
“Signi Gud tíni eygun tvá,
so gjølla eg tey kendi.

41. Hoyr tú, frúgvin Ingibjørg,
tú ver mær ikki vreið,
meðan eg fylgi mínum systursoni
tríggjar dagar á leið.

42. Meðan eg fylgi mínum systursoni
tríggjar dagar á leið,
komi eg ikki aftur tann fjórða,
so vænta meg ikki meir.”

43. Svaraði frúgvin Ingibjørg,
tár á kinnar lá:
“Hann er ei tín systurson,
fullvæl kann eg tað sjá.”

44. Svaraði frúgvin Ingibjørg,
tár á kinnar glíggjar:
“Hann er ei tín systurson,
so væl kann eg tað síggja.”

45. Svaraði frúgvin Ingibjørg
í triðja orði tá:
“Kallmanna hevur hon yvirbrøgd,
men kvinnu hevur hon hár.”

46. Fylgdust tey til strandar oman
alt í einum liði,
harra Pætur og Eliniborg
og Ingibjørg tann triðja.

47. Ingibjørg stendur á hvítum sandi,
sára ið hon grætur,
Elin stendur í fremra stavni,
hirðir ei, hvat hon letur.

48. “Liv nú væl, frú Ingibjørg,
tú hitt danska sprund,
eg havi nú fingið mín festarmann,
eg lænti tær um stund!

49. Liv nú væl, frú Ingibjørg,
við títt elvargeingi,
eg havi nú fingið mín festarmann,
eg lænti tær so leingi!”

50. Grátandi snúðist frú Ingibjørg,
aftur í sína borg,
glaður siglir harra Pætur
heim við Eliniborg.

51. Drukkið varð teirra brúdleypið,
kátt var teirra lív,
gingu bæði í eina song,
harra Pætur og hans vív.

52. Farið fyri eystan, farið fyri vestan,
farið fyri verðsins enda,
tey koma bæði í eina song,
ið Gud vil saman senda!

At telja jólini – Stat op Sankta Simeon

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den første,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den anden,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den tredie,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den fjerde,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den femte,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den sjette,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den syvende,
7 er vor skabelse,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den ottende,
8 er vor salighed,
7 er vor skabelse,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den niende
9 er vor englekor,
8 er vor salighed,
7 er vor skabelse,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den tiende,
10 er de ti Guds bud,
9 er vor englekor,
8 er vor salighed,
7 er vor skabelse,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var den ellefte
11 var disciplerne,
10 er de ti Guds bud,
9 er vor englekor,
8 er vor salighed,
7 er vor skabelse,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Stat op Sankta Simeon, Simeon var tolvte,
12 var apostlene,
11 var disciplerne,
10 er de ti Guds bud,
9 er vor englekor,
8 er vor salighed,
7 er vor skabelse,
6 var de stenkar, som var sat i Kan’ i Galilea,
5 mosebøger,
4 evangelister,
3 patriarker, Abraham, Isak og Jakob,
2 lovens tavler,
1 er den Herre Gud, som regerer alle ting.

Dronning Dagmar ligger i Ribe sjug

1. Dronning Dagmar ligger i Ribe sjug,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark ere,
dem lader hun til sig hente.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

2. “I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise:
I hente mig liden Kirsten bold,
herre Carls søster af Rise!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

3. “I hente mig unge, I hente mig gamle;
I hente mig af de lærde;
I hente mig liden Kirsten bold,
al ære så er hun værd.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

4. Ind kom liden Kirsten ad dør,
hun skinned så rød af guld;
hun kunne ikke ljuset på krunen se,
hendes øjne vare tårefuld.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

5. Liden Kirsten ind ad døren tren
med tugt og favren sinde;
dronning Dagmar står hende op igen,
så vel hun favnede hende.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

6. “Kan du læse og kan du skrive
og kan du løse min pine,
da skal du slide skarlagen rød
og ride på gangerne mine.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

7. “Kunne jeg læse og kunne jeg skrive,
jeg gjorde det jo så gerne.
Det vil jeg for sandheden sige,
Eders pine er hårdere end jern.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

8. Det var liden Kirstin bold,
tog bogen og derudi så:
“Hjælpe Gud Fader udi Himmerig!
Eders pine er hårdere end stål.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

9. Hun tog bogen udi i sin hånd,
så sørgeligt derudi læste:
“Hjælpe os Krist i Himmerig,
at I Eders liv kunne friste!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

10. Hun tog bogen og den hellige læst,
hun læste alt, hvad hun kunne.
Det vil jeg for sandheden sige,
så såre hendes øjne de runde.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

11. De ledte hende ud, de ledte hende ind,
det lide jo længer jo værre:
“Imedens det kan ikke bedre være,
I sende bud efter min herre!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

12. “Vil Gud det have, det må så ske,
at døden mig stander fore.
I sende straks bud til Skanderborg
I finde min herre der.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

13. Og det da var den liden smådreng,
han lod ikke længer forlide,
og han rykte sadel av bjælken ned
og lagde på ørs hin hvide.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

14. Og det var da den anden smådreng,
satte sig til ganger rød.
Det vil jeg for sandheden sige,
han red så fuglen fløj.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

15. Kongen stander på højelofts bro,
og ser han ud så vide:
“Hisset ser jeg min liden smådreng,
så sørgeligt monne han kvide.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

16. Hisset ser jeg min liden smådreng,
så sørgeligt monne han trå.
“Nu råde Gud Fader i Himmerig,
hvor det monne Dagmar gå!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

17. Ind da kom den liden smådreng,
og stededes han for bord.
Han var snild og kræng i tale,
han kunne vel føje sine ord:
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

18. “Dronning Dagmar haver mig til Eder sendt,
med Eder hun taler så gerne.
Hun længes både fast og overbrat,
så såre hun monne sig vene.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

19. Dankongen han slog det tavlbord sammen,
så alle de terninger sprunge:
“Forbjude Gud Fader i Himmerig,
at Dagmar skulle dø så ung!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

20. Der kongen red af Skanderborg,
da fulgte hannem hundrede svende;
og deri han kom til Gribstedbro,
fulgte hannem kun Dagmars dreng.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

21. Der kongen red over Randbøl hede,
da fulgte ham femten svende,
men der han kom over Riberbro,
da red den herre alene.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

22. Der var stor ynk i fruerskare,
der alle de fruer græde:
Dronningen Dagmar døde i liden Kirstens arm,
da kongen red op ad stræde.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

23. Og det var dannerkonningen,
han ind ad døren tren,
og det var liden Kirsten bold,
hun stander hannem op igen.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

24. “Og hør I herre og nådige konge,
I skulle hverken sørge eller kvide;
thi I haver fået en søn i dag,
er skåren af Dagmars side!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

25. “Jeg beder Eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder Eder hver og alle:
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at jeg måtte med hende tale!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

26. “Jeg beder Eder, jomfruer og møer,
så mange, som her ere inde,
I bede en kristen bøn for mig,
at jeg måtte med hende tale!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

27. Så fulde de på deres bare knæ,
så mange, som der vare inde:
Dem hørtes deres bøn og kongelig gråd,
han måtte hende levende finde.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

28. Dronning Dagmar rejste sig op af båre,
hendes øjne var blodig røde:
“Min ædle herre Kong Valdemar,
hvi voldte I mig denne møde?”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

29. “Her tør ingen mand ræddes for mig,
jeg haver ikke andet ondt gjort,
end at jeg mine silkeærmer små
om søndagen haver snørt.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

30. “Den første bøn, jeg beder Eder om,
den vide I mig så gerne:
Alle fredløse mænd, dem giver I fred,
lader fanger løser af jern!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

31. “Den anden bøn, jeg beder om,
den kommer Eder selv til fromme,
I tage ikke ved Bengerd i år,
hun er så bedsk en blomme!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

32. “Den tredje bøn og største begære,
I tage så vel til vare:
I lade ikke vor kære søn i år
udi leding fare!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

33. “I lade hannem konge af Danmark være,
når I går selv til døde!
Bengerd vil Eder en anden søn føde,
som hannem agter at forøde.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

34. “I tage liden Kirsten til Eders viv,
hun er så bold en jomfrue.
Men går det anderledes i hænde,
da kommer I mig i hu.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

35. “Den bøn, I nu bad mig om,
den vider jeg Eder så gerne:
Jeg tager ikke liden Kirsten til viv
eller nogen verdens terne!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

36. “Ville I ikke tage liden Kirsten til viv
eller nogen jorderigs terne,
da skulle I fare til Portugal
alt efter så bedsk en verne.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

37. “Havde jeg ej mine ærmer om søndagen snørt
og ikke der striger på sat,
da havde jeg ikke syndet derved
og haft så ond en nat.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

38. “Høre I det min nådige herre,
ville I mere af mig vide?
Der sidder Guds engle i Himmerigs rige,
de monne fast efter mig bide.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

39. “Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg kan ikke længer dvæle,
Himmeriges klokker ringe efter mig,
jeg længes hjem til de sjæle.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

Eftir upptøku av Tróndi við Á

Hoyrið upptøku av Velbastað 4. februar 1959