1. Dronning Dagmar ligger i Ribe sjug,
til Ringsted mon de hende vente.
Alle de fruer, i Danmark ere,
dem lader hun til sig hente.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
2. “I hente mig fire, I hente mig fem,
I hente mig af de vise:
I hente mig liden Kirsten bold,
herre Carls søster af Rise!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
3. “I hente mig unge, I hente mig gamle;
I hente mig af de lærde;
I hente mig liden Kirsten bold,
al ære så er hun værd.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
4. Ind kom liden Kirsten ad dør,
hun skinned så rød af guld;
hun kunne ikke ljuset på krunen se,
hendes øjne vare tårefuld.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
5. Liden Kirsten ind ad døren tren
med tugt og favren sinde;
dronning Dagmar står hende op igen,
så vel hun favnede hende.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
6. “Kan du læse og kan du skrive
og kan du løse min pine,
da skal du slide skarlagen rød
og ride på gangerne mine.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
7. “Kunne jeg læse og kunne jeg skrive,
jeg gjorde det jo så gerne.
Det vil jeg for sandheden sige,
Eders pine er hårdere end jern.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
8. Det var liden Kirstin bold,
tog bogen og derudi så:
“Hjælpe Gud Fader udi Himmerig!
Eders pine er hårdere end stål.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
9. Hun tog bogen udi i sin hånd,
så sørgeligt derudi læste:
“Hjælpe os Krist i Himmerig,
at I Eders liv kunne friste!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
10. Hun tog bogen og den hellige læst,
hun læste alt, hvad hun kunne.
Det vil jeg for sandheden sige,
så såre hendes øjne de runde.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
11. De ledte hende ud, de ledte hende ind,
det lide jo længer jo værre:
“Imedens det kan ikke bedre være,
I sende bud efter min herre!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
12. “Vil Gud det have, det må så ske,
at døden mig stander fore.
I sende straks bud til Skanderborg
I finde min herre der.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
13. Og det da var den liden smådreng,
han lod ikke længer forlide,
og han rykte sadel av bjælken ned
og lagde på ørs hin hvide.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
14. Og det var da den anden smådreng,
satte sig til ganger rød.
Det vil jeg for sandheden sige,
han red så fuglen fløj.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
15. Kongen stander på højelofts bro,
og ser han ud så vide:
“Hisset ser jeg min liden smådreng,
så sørgeligt monne han kvide.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
16. Hisset ser jeg min liden smådreng,
så sørgeligt monne han trå.
“Nu råde Gud Fader i Himmerig,
hvor det monne Dagmar gå!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
17. Ind da kom den liden smådreng,
og stededes han for bord.
Han var snild og kræng i tale,
han kunne vel føje sine ord:
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
18. “Dronning Dagmar haver mig til Eder sendt,
med Eder hun taler så gerne.
Hun længes både fast og overbrat,
så såre hun monne sig vene.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
19. Dankongen han slog det tavlbord sammen,
så alle de terninger sprunge:
“Forbjude Gud Fader i Himmerig,
at Dagmar skulle dø så ung!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
20. Der kongen red af Skanderborg,
da fulgte hannem hundrede svende;
og deri han kom til Gribstedbro,
fulgte hannem kun Dagmars dreng.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
21. Der kongen red over Randbøl hede,
da fulgte ham femten svende,
men der han kom over Riberbro,
da red den herre alene.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
22. Der var stor ynk i fruerskare,
der alle de fruer græde:
Dronningen Dagmar døde i liden Kirstens arm,
da kongen red op ad stræde.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
23. Og det var dannerkonningen,
han ind ad døren tren,
og det var liden Kirsten bold,
hun stander hannem op igen.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
24. “Og hør I herre og nådige konge,
I skulle hverken sørge eller kvide;
thi I haver fået en søn i dag,
er skåren af Dagmars side!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
25. “Jeg beder Eder alle, jomfruer og møer,
jeg beder Eder hver og alle:
I bede en bøn for Dagmars sjæl,
at jeg måtte med hende tale!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
26. “Jeg beder Eder, jomfruer og møer,
så mange, som her ere inde,
I bede en kristen bøn for mig,
at jeg måtte med hende tale!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
27. Så fulde de på deres bare knæ,
så mange, som der vare inde:
Dem hørtes deres bøn og kongelig gråd,
han måtte hende levende finde.
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
28. Dronning Dagmar rejste sig op af båre,
hendes øjne var blodig røde:
“Min ædle herre Kong Valdemar,
hvi voldte I mig denne møde?”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
29. “Her tør ingen mand ræddes for mig,
jeg haver ikke andet ondt gjort,
end at jeg mine silkeærmer små
om søndagen haver snørt.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
30. “Den første bøn, jeg beder Eder om,
den vide I mig så gerne:
Alle fredløse mænd, dem giver I fred,
lader fanger løser af jern!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
31. “Den anden bøn, jeg beder om,
den kommer Eder selv til fromme,
I tage ikke ved Bengerd i år,
hun er så bedsk en blomme!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
32. “Den tredje bøn og største begære,
I tage så vel til vare:
I lade ikke vor kære søn i år
udi leding fare!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
33. “I lade hannem konge af Danmark være,
når I går selv til døde!
Bengerd vil Eder en anden søn føde,
som hannem agter at forøde.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
34. “I tage liden Kirsten til Eders viv,
hun er så bold en jomfrue.
Men går det anderledes i hænde,
da kommer I mig i hu.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
35. “Den bøn, I nu bad mig om,
den vider jeg Eder så gerne:
Jeg tager ikke liden Kirsten til viv
eller nogen verdens terne!”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
36. “Ville I ikke tage liden Kirsten til viv
eller nogen jorderigs terne,
da skulle I fare til Portugal
alt efter så bedsk en verne.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
37. “Havde jeg ej mine ærmer om søndagen snørt
og ikke der striger på sat,
da havde jeg ikke syndet derved
og haft så ond en nat.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
38. “Høre I det min nådige herre,
ville I mere af mig vide?
Der sidder Guds engle i Himmerigs rige,
de monne fast efter mig bide.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
39. “Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg kan ikke længer dvæle,
Himmeriges klokker ringe efter mig,
jeg længes hjem til de sjæle.”
– Udi Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.
Eftir upptøku av Tróndi við Á